Mentorforløb

 

Forløbsbeskrivelse

I Backspins Mentorforløb henvender interventionerne sig til børn og unge, der af forskellige årsager har behov for individuel støtte til gavn for deres trivsel og udvikling.

I mentorforløbet har vi fokus på, at en god relationsdannelse kan skabe rum for en tryg udviklingsproces. Vi tager eleven i hånden og støtter gennem læringsprocesser, der giver eleven en tro på, at de kan blive aktører i eget liv. Eleven kan have sociale vanskeligheder og et behov for støtte til at styrke eller danne sociale relationer og blive introduceret til fritidsaktiviteter, fritidsjob eller lignende. Samtidig vil en mentor også kunne støtte eleven i at fastholde skole og uddannelse.

Som mentor vil vi støtte eleven i at strukturere sin hverdag, med henblik på at skabe et liv hvor eleven opnår mestring, hvad enten det er skole, fritidsaktiviteter eller job. Dette vil vi sammen med eleven opnå gennem motiverende samtaler. Støtten består i, at vi er samarbejdende, på sidelinjen, hele vejen igennem denne udviklingsproces. I mange forløb oplever vi at kunne bygge bro mellem eleven og foreningslivet, til stor glæde for eleven.

Afhængigt af årsagerne og den enkeltes situation, kan det give mening med forskellige typer af indsatser. Vi har erfaring med at arbejde helhedsorienteret på forskellige måder, afhængigt af elevens og familiens situation, hvorfor vi også har forløb som er målrettet familieforløb, selvforståelsesforløb gruppeforløb etc. 

Som mentorer støtter vi den enkelte med en anerkendende og relationel tilgang til eleven, for herved at kunne etablere et skabe et trygt og tillidsfuld rum for eleven. Vi agerer støttepersoner, der i hverdagen kan hjælpe eleven med råd, vejledninger og strategier til at få skabt et meningsfuldt liv med trivsel og mestring i højsæde.

 

Definition af målgruppen

Målgruppen er børn og unge, der har brug for en ekstra voksen i deres hverdag, der kan hjælpe med at fremme den unge i at fastholde eller opnå at blive en del af et fællesskab såsom; fritidsaktiviteter, uddannelse, praktikplads eller jobansættelse.

De er aldersmæssigt 8-18 år, og kan have følelsesmæssige og/eller sociale problemstillinger eventuelt med forskellige typer af diagnoser.

 

Valg af indsats

Vi behandler hver henvendelse individuelt, og går i dialog med henviser om behovet i den aktuelle sag. Oplever vi, at vi har iværksat en forkert indsats i forhold til opgaven, går vi tilbage til henviser og tager dialogen.

 

Metodevalg

I Backspin er vores medarbejdere uddannet til arbejdet med børn og unge, og ofte specialiseret i forhold til forskellige typer af problemstillinger, således at vi altid kan tilbyde det bedste match i den enkelte sag.

I Backspin arbejder vi eksempelvis metodisk med social thinking med fokus på socialfærdighedstræning af en bedre forståelse af egen og andres adfærdsdynamikker samt handlekompetencer, metakognitive metoder, autisme pædagogik, ACT m.m. Dette for at skabe bedst mulig ramme og struktur for det enkelte individ i deres hverdag.

 

Dokumentation og kommunikation

Backspin ønsker en tydelig kommunikation og en høj grad af transparens, således at fokus mellem Backspin og kommunale samarbejdspartnere bygger på tillid og er i tæt samarbejde.

Vi forpligter os således på at deltage i statusmøder, opfølgningsmøder, netværksmøder etc. Vi leverer forud for opfølgningsmøder et statusskriv. Hvis der foreligger en handleplan, er familieindsatsens mål i overensstemmelse med denne. Derudover skriver vi en afslutningsrapport efter endt forløb, som beskriver forløb, reflekterer over succesfulde metoder og munder ud i en anbefaling af, hvad det individuelle barn kunne have glæde af, for at øge sin trivsel og vedligeholde sit fremmøde i skolen. Vi arbejder med Feedback Informed Treatment (FIT) som dialog- og evalueringsredskab med henblik på at sikre at indsatsen er hjælpsom og effektiv.